Video Assistant Referees, bedre kendt som VAR, bliver en integreret del af Premier League fra sæsonen 2019/2020.
Den engelske Premier League anses af mange som verdens bedste fodboldliga, og de engelske dommere har generelt også et godt renommé. Fra næste sæson får de dog yderligere hjælp, da ligaens klubber er blevet enige med forbundet om at indføre videoteknologien VAR.
Indtil videre vil de fleste genkende begrebet fra sommerens VM-slutrunde, hvor systemet blev testet første gang i FIFA-regi. Der var delte meninger om konceptet, da der for eksempel blev dømt en lang række straffespark på baggrund af VAR-domme og flere kritiserede de mange spilstop som systemet affødte. Dommerne var til gengæld godt tilfredse med systemet, der hjalp dem i flere situationer.
I England har man testet teknologien i deres to pokalturneringer, FA Cuppen samt Carabao Cuppen, mens de i den italienske Serie A allerede indførte dommerteknologien i sidste sæson.
Flere dommere på stadion
Som systemet er i dag, er der seks dommere til stede til en Premier League kamp. To linjedommere, en hoveddommer, en fjerdedommer som står ved udskiftningsbænkene samt to mållinjedommere. Nu tilføjes yderligere en dommer altså til ordenshåndhæverne.
VAR fungerer således, at en assisterende videohjælpedommer får ansvar for at informere dommeren inde på banen om eventuelle kritiske situationer. Videoassistenten sidder i et såkaldt VAR-rum på stadion, og har adgang til alle kameravinkler. Hjælpedommeren kan via radio tale og guide dommeren på banen, som kan pause spillet for at gense situationer. VAR-dommeren kan komme i spil i tvivlsspørgsmål omkring mål/ikke mål, straffespark, direkte røde kort eller når dommeren tager fejl af en spiller ved gule kort.
Når dommeren har set situationen igennem kan han foretage eller ændre sin dom. Det er altid dommeren på banen, der har det sidste ord, så dét at han ser en situation igennem gør ikke at han absolut skal foretage eller ændre en dom.
Premier Leagues nuværende dommersystem fortsætter uden videohjælp resten af denne sæson.