De nykårede engelske mestre, Manchester City, har været altdominerende i denne sæson i den hjemlige liga. Med 5 spillerunder tilbage i Premier League, har man allerede sikret sig titlen. Derudover jagter man flere rekorder, såsom flest point i ligaen, flest mål scoret og største målforskel. Det vidner om et hold med en vis form for suverænitet, men kan dette fortsætte flere år frem?
Der er mange ting der taler for, at Manchester City bliver ny konge af Premier League. En af dem er deres sammensætning af truppen. Mixet mellem unge sultne spillere og så de mere rutinerede kræfter er en del af opskriften. Unge spillere som Leroy Sane, Raheem Sterling og Gabriel Jesus har alle præsteret fremragende gennem sæsonen, hvor førstnævnte lige har fået prisen som ”Årets unge spiller i PL”. De har kunne læne sig op ad spillere som Vincents Kompany og Sergio Aguero, som begge har omkring 200 kampe for Manchester City på CV’et. Dermed er der grundlag for videreudvikling af Citys talenter, så holdet kun bliver forstærket endnu mere årene frem.
En anden ting er træner, Josep Guardiola. Den spanske træner har manifesteret sig som en af verdens bedste trænere de sidste mange år. Spanieren har vundet et hav af titler i både Barcelona og Bayern München, og nu ser det ud til at titel-fangsten fortsætter i Manchester City. Hans hold spiller underholdene og seværdig fodbold, og så har han en evne til at få det maksimale ud af sine spillere i næsten hver kamp. Hans taktiske snilde og engagement på sidelinjen, har fået City-holdet til at fremstå nærmest uovervindeligt i denne sæson.
Og så er der jo lige den faktor, at Manchester City er ejet af en Sheikh fra de Forenede Arabiske Emirater. Han kommer selvfølgelig med en stor pose penge, som gør Manchester City i stand til at hente spillere fra den øverste hylde, og dermed give truppen den bredde som det kræver, når man kæmper med om titler i både England og Europa.
Dog kan en form for mæthed være med til at mindste Citys titelchancer de næste år. Historisk set har mesterholdet altid haft en svær sæson året efter man er blevet mester. Dette vidner muligvis om at spillerne mister de sidste 5-10 procent af motivationen, da man har været vant til at vinde hele tiden. Det ligner dog ikke Guardiola at tillade sådan en indstilling.
Vi kan af gode grunde ikke forudsige, hvordan det udarter sig for Manchester City i fremtiden, men vi kan konkludere at det ser rigtig lyst ud for dem. Kan de formå at holde på grundstammen, samtidig med at Guardiola kan udvikle hans talenter endnu mere, så ligner de et hold, som er rigtig svære at slå af tronen.