Andrés Iniesta: En æra er forbi

Andrés Iniesta Villarreal CF vs FC Barcelona

Fredag eftermiddag den 27/04/2018 skete det, som mange fans fra FC Barcelona havde frygtet. FC Barcelona-legenden Andrés Iniesta annoncerede nemlig, at han stopper i FC Barcelona efter denne sæson.

Manden med svimlende 32 titler har valgt at stoppe på toppen i FC Barcelona. Mange mener, at han stadig har niveauet til forsat at spille for FC Barcelona, men selv har Iniesta udtrykt, at han ønsker at stoppe mens legen stadig er god.

Det hele startede på klubbens ungdomsakademi ”La Masia”, hvor en genert Iniesta som 12-årig sagde farvel til de trygge rammer hos forældrene i hjembyen Fuentealbilla i Spanien. Som årene gik på ”La Masia”, hvor han hurtigt blev kaptajn, tegnede der sig hurtigt et billede af en fodboldspiller med en unik teknik og fodbold-intelligens.

Som 18-årig fik Iniesta debut på Barcelonas førstehold, og siden da har Iniesta tryllebundet fodbold-elskere verdenen rundt. Som arvtager til anførebindet for Xavi er der kun blevet sat en tykkere streg under hans legende-status i klubben. Efter 22 år og 670 kampe i FC Barcelona er det nu forbi.

Med priser som Europas bedste spiller i 2012 og en 2. og 3. plads til Ballon d’Or i henholdsvis 2010 og 2012, har Iniesta bevist hvor stor en spiller han har været gennem den seneste årrække.

I en tid hvor pengene i fodbold spiller en større og større rolle, er der dermed ikke mange loyale spillere som Iniesta tilbage. Tideligere skrev han en livstidskontrakt med FC Barcelona hvilket signalere meget godt Iniesta’s betydning for FC Barcelona. Siden annonceringen af sit stop i Barcelona, har han udtalt at hans næste klub ikke skal være i Europa, grundet at han ikke vil risikere at spille imod FC Barcelona.

Iniesta har med sin ydmyghed, præstationer og sympatiske personlighed opnået stor popularitet hos mange fodboldfans verdenen over. Specielt i Spanien ser de ham som en form for fodbold-konge i landet. Meget af det skyldtes, at han scorede det afgørende mål i VM-triumfen i 2010, hvor han samtidig kom på turneringens hold.

Det er stadigvæk uvist, hvad der skal ske med Andrés Iniesta. Rygter sender ham til Kina, hvor han givet vist skulle have nogle personlige relationer med en klubejer. En ting kan dog konkluderes, og det er at Iniesta vil stå tilbage som en af de allerstørste gennem tiderne.