Pep Guardiola: Racisme findes overalt

Pep Guardiola i Barcelona

Manchester City-træneren mener, at racisme desværre er rodfæstet dybt i vores samfund. Samtidig roser han Raheem Sterlings optræden efter lørdagens racistiske tilråb i kampen mod Chelsea.

Chelsea har givet karantæne til fire supportere, mens undersøgelser pågår efter lørdagens topkamp mod Manchester City. Her blev der råbt racistiske ting efter stjernespilleren Raheem Sterling, der har jamaicanske rødder.

Sterlings succesfulde træner, Pep Guardiola, mener at kantspilleren har optrådt eksemplarisk efter tilråbene.

– Sterling har taget det rigtig flot. Han kom med en udtalelse og var meget tydelig omkring sine holdninger. Raheem sagde det perfekt. Han er en fantastisk person og et forbilledligt menneske, fortæller spanieren til SkySports.

Guardiola mener samtidig, at problemet med racisme er noget man skal tage meget seriøst alle steder i samfundet.

– Der findes racisme overalt. Folk fokuserer meget på fodbold, men desværre forekommer det også mange andre steder. Vi bliver nødt til at kæmpe for et bedre samfund. Se bare på immigranterne og flygtningene over hele verden. Det skal vi gøre bedre, udtaler han.

Leroy Sane, som har scoret seks mål og lavet seks assists i de 14 Premier League-kampe han har spillet i denne sæson, er enig med sin træner.

– Jeg synes det er deprimerende, at den slags stadig forekommer. Heldigvis er Raheem en stærk person, og han ved, hvordan han skal tackle det. Han er fortsat fokuseret og spillet god fodbold, så nu er fokus bare rettet mod onsdagens kamp, fortæller tyskeren.

Manchester City møder tyske Hoffenheim i sidste gruppekamp i Champions Leagues gruppe F, hvor de allerede har sikret sig avancement. Lørdagens kamp mod Chelsea endte med sæsonens første nederlag for Manchester-klubben, da Chelsea vandt 2-0 på mål af David Luiz og N’Golo Kanté.