Take aways fra NBA All-Star 2021

Traditionen tro blev NBAs mytiske All-Star-begivenhed afholdt i Atlanta natten til mandag. I år var formatet dog noget anderledes, og NBA-verdenen havde blandede forventninger til årets show. I lyset af corona-pandemien mente mange, at det var forkert overhovedet at afholde begivenhederne. Det, der normalt afholdes over en hel weekend, og med dertilhørende mediecirkus, blev kondenseret ned til en aftens underholdning. Men hvad kan vi tage med fra de tre konkurrencer og selve All-Star-kampen?

Højdepunkter fra NBA All-Star 2021

Aftenens program lagde ud med Skills Challenge, hvor både Phoenix Suns’ Chris Paul og Dallas Mavericks’ Luka Doncic var sikret en plads i semifinalen. Udover de to stjerner stillede forsvarsesset Robert Covington, montenegrineren Nikola Vucevic, Domantas Sabonis og første-gangs All-Star Julius Randle op. Konkurrencen er en hyggelig lille appetitvækker for resten af strabadserne, og man bemærker en tilbagelænet stemning. Domantas Sabonis endte med at vinde i finalen mod Nikola Vucevic – og han var dermed den fjerde ’big man’ til at vinde konkurrencen, siden de store spillere kom med i 2016. Der er noget urkomisk over at se disse enorme mennesker forsøge sig med snævre driblinger og præcise afleveringer. Dog siger det også noget om spillet, at de store spillere sagtens kan gøre sig gældende i netop Skills Challenge. Den stationære center er nærmest død i NBA, og selv høje og tunge spillere skal have en veludviklet teknik for at begå sig.

Næste punkt på programmet var den sagnomspundne 3-pointskonkurrence – og den skuffede ikke. Årets line-up var spækket med store stjerner, og især Stephen Curry var på forhånd udråbt som favorit. Udover superstjernen deltog Donovan Mitchell (Utah Jazz), Mike Conley (Utah Jazz), Zach LaVine (Chicago Bulls), Jayson Tatum (Boston Celtics) og Jaylen Brown (Boston Celtics). Utrolige Stephen Curry satte rekorden for flest point nogensinde, da han leverede 31 i første runde. Sammen med ham skød Mike Conley sig videre, mens også Tatum sneg sig med i finalerunden. Netop Tatum leverede skuffende 17 point i finalen, hvor Conley afleverede en decideret presbold til Curry med flotte 27 point. Stephen Curry begyndte sin finalerunde lidt lunkent, men ramte 8 af de sidste 10 skud, inklusive den afgørende ’money-ball’, der gav forløsende 28 point. Der kan vist ikke længere herske tvivl om, at Stephen Curry er historiens bedste skytte.

Årets ’dunke-konkurrence’ kommer nok ikke til at gå over i historiebøgerne. Klemt inde i halvlegen af selve kampen, og med kun tre deltagere, var der dog heller ikke de store forventninger på forhånd. Line-uppet bestod af Obi Toppin (New York Knicks), Anfernee Simons (Portland Trail Blazers) og Cassius Stanley (Indiana Pacers). Cassius Stanley var svag favorit, grundet hans imponerende springstyrke, men efter en mildest talt tynd kop te, røg han ud før finalen. Her trak Anfernee Simons det længste strå, da han afsluttede konkurrencen med et meget atletisk dunk, som resolut placerede hans hoved et godt stykke over ringhøjde. Hvis man skal tage noget med fra denne begivenhed, må det være den ekstreme adræthed hos selv relativt ukendte basketspillere.

All-Star-kampen er hovedbegivenheden, og 2021-udgaven blev afholdt i samme format som i 2020. Efter hver af de tre første quarters blev scoren nulstillet, og vinderholdet kunne uddele betydelige summer til deres foretrukne velgørenhed. Efter de tre første perioder lægges det samlede pointantal sammen, og man adderer 24 (som en hyldest til Kobe Bryant) til det mest scorende holds antal. Kampen slutter når et af holdene når dette ’target’. Kampen blev vundet 170-150 af Team Lebron, og grækeren Giannis Antetokounmpo blev All-Star-MVP. Giannis havde da også en suveræn kamp med 35 point på 16/16 forsøg inklusive 3 trepointsscoringer. En af kampens store historier var Chris Paul og hans 16 assist. Et antal, der bragte ham op på 128 i alt i forbindelse med All-Star-kampe – og samtidigt gjorde ham til den mest assisterende spiller nogensinde i showkampen. Han overhalede Magic Johnson, som nu indtager andenpladsen.

NBA All-Star 2021 var et flot afholdt arrangement, og netop formatet med at gøre det hele på en aften fungerede godt. Dog tyder det på, at NBA ikke vil gøre det igen, da det vil betyde færre tv-indtægter. Spillerne så ud til at hygge sig, og stemningen var god. Team Lebron var en anelse overlegne i selve kampen, men ellers fungerer det godt med den alternative pointtælling.