Sommerens bemærkelsesværdige transferrygter

Fodboldklubber ikoner

Transfervinduer i fodboldens verden er altid præget af rygter, skøre historier og handler, der kan tippe magtforholdet i ligaer over hele verden. Mange fodboldfans håber på, at netop deres klub gennemfører en ’blockbuster-handel’ – i dag kigger vi på nogle af de mest vedvarende rygter. Det er værd at nævne hvordan coronapandemien har sat et stort spørgsmålstegn ved storklubbernes tidligere uudtømmelige pengetanke, men samtidigt kan sommeren vise sig at tilbyde nogle fine investeringsmuligheder. Klubber som Manchester United, Liverpool, Tottenham, Barcelona og Juventus må være desperate efter at forstærke trupperne frem mod næste sæson. Vi kigger her på nogle af de største navne, der kan skifte klub til sommer.

Erling Braut Haaland (Dortmund) – den unge nordmand har gjort kometkarriere og taget fodboldverden med storm. Klubber som Manchester United, Manchester City, Chelsea og Bayern München lurer på den unge angriber. Der er tidligere blevet spekuleret i, at Ole Gunnar Solskjær muligvis har en fordel, qua de to herres fædreland.  Dog ser det ud som, at Chelsea og City ligger lunest i svinget på nuværende tidspunkt. Det forventes, at Dortmund forlanger svimlende 1,5 milliarder kroner for målmageren.

Niklas Süle – de høje herrer i Bayern München har åbent fortalt, at de gerne vil beholde den tyske midtstopper, men på vandrørene er der forlydender om, at Süle muligvis vil søge nye græsgange. Skulle det være tilfældet står Chelsea klar i kulissen til at forene de fire landsmænd Havertz, Werner, Rüdiger og Süle. Hvis skiftet går igennem, skal Andreas Christensen nok se sig om efter en ny klub.

Lionel Messi – det er åbenlyst, at den argentinske troldmand ikke føler sig tilfreds hos Blaugrana for tiden. Især klubbens tidligere præsident, Bartomeu, var et problem for Messi. Snarligt er der dog præsidentvalg i Barcelona, og det bliver spændende at se om en ny chef eventuelt kan overtale Messi til at blive i hjerteklubben. Hvis ikke, kan argentineren tilsyneladende selv udpege sin næste destination. Som det ser ud nu, er PSG og Manchester City i førersædet. Paris vil betyde en genforening med Neymar, mens City kan lokke med Guardiola.

Jules Koundé – den unge franskmand har imponeret stort i spanske Sevilla, og en række af verdens største klubber er efter sigende meget interesserede i midterforsvaren. I den forbindelse kan Manchester United især nævnes, da Solskjær er på udkig efter den helt rigtige makker til Harry Maguire. Koundés frikøbsklausul på cirka 550 millioner kroner er dog en anelse høj for United-ledelsen, der er forsigtige efter at have punget omkring 800 millioner ud for Maguire.

Georgino Wijnaldum – Hollænderen har klaret det ganske fint i Liverpool efter skiftet fra Newcastle. Dog udløber hans kontrakt til sommer, og tidligere har både Inter og FC Barcelona været meldt interesserede i den stærke midtbanemotor. De fleste rygter går dog nu på, at PSG fører ræset om Wijnaldum.

Kylian Mbappé – det siger sig selv, at enhver fodboldklub i verden ville tage imod Mbappé med åbne arme. I en meget ung alder har han allerede været toneangivende i Frankrigs VM-triumf, samt i flere franske mesterskaber. Han mangler kun at løfte pokalen med de store ører – en bedrift han kom meget tæt på i den seneste sæson. Real Madrid har tidligere været nævnt som en destination for franskmanden, men muligheden for en forlængelse i Paris foreligger også.

Paulo Dybala – få spillere er røget hurtigere ud af rampelyset end argentinske Dybala i Juventus. Fra at være en af verdens mest spændende og dygtige offensivspillere, er niveauet faldet i takt med dalende spilletid. Det ser unægtelig ud som, at Dybala skal skele mod nye udfordringer, hvis karrieren skal kickstartes. Det er svært at sige, hvor han ryger hen, men tidligere har både Real Madrid og Manchester United været meldt interesserede.

Raphaël Varane – netop nu spår de spanske jungletrommer, at den stærke midterforsvarer ikke vil forlænge kontrakten i Real Madrid. Los Blancos står foran et stort generationsskifte, og det ville være en voldsom bet, hvis en af de lidt yngre kræfter forlader kongeklubben. Samtidigt rapporterer spanske sportsmedier, at Manchester United står forrest i køen om den VM-vindende franskmand.