Det har aldrig været mere populært at rejse udenlands på de såkaldte fodboldrejser, og det er der en række gode grunde til. Der er nemlig stor forskel på sportskulturen i andre lande, selv i vores nabolande eller i andre europæiske ligaer, som bestemt er en rejse værd at opleve.
Se fodbold i England
Når der tales om fodbold, er det svært at komme udenom England og den legendariske engelske liga, Premier League. Der findes næppe en fodboldfan på denne jord, der ikke på et eller andet tidspunkt i sit liv har kastet sin kærlighed på en engelsk klub eller spiller. England bliver af langt de fleste betegnet som fodboldens fødested og derfor er der også en helt særlig atmosfære, når du ser fodbold i det regnfulde land.
Ikke nok med, at kulturen er helt unik, så er der også nogle af verdens mest intense rivaliseringer at finde i Premier League. De fleste kender til den evige duel mellem Manchester United og de nordlige scousere fra Liverpool, der holder til på Anfield Road. Nogle af fodboldhistoriens mest intense opgør har netop fundet sted mellem de to røde klubber. I Liverpool har også Everton til huse og Goodison Park ligger blot en spytklat fra Anfield i den store arbejderby. Uanset hvilken af klubberne, du holder med, er det en oplevelse værd.
Der bliver også fyret godt op under kedlerne på Old Trafford når United tager i mod rivalerne fra City, der har hjemstavn i samme by på Etihad Stadium. Se heller ikke bort fra London-klubberne, hvor særligt Chelsea og Arsenal er de dominerende tropper. Under derbies i London er der fart over feltet. Fulham og West Ham har ligeledes til huse i hovedstaden.
Hvis du tager til England for at se fodbold, er det kutyme at begynde og slutte dagen på en af de mange pubs i lokalområdet. Her er der også gode chancer for at rende ind i ligesindede.
Se fodbold i Spanien
Spansk fodbold er den diametrale modsætning af det hårde, engelske spil. Her er tale om en mere elegant og teknisk forestilling, som netop er det der gør den spanske fodbold så unik. I Spanien er der to poler, F.C. Barcelona og Real Madrid. Alt derimellem virker udefra set som en udvasket mellemting, så hvis du vil have dit livs oplevelse, skal du enten besøge Camp Nou eller Santiago Bernabeu, som er et af verdens største stadions. Her kan over 81.000 fodboldglade tage plads.
Hvis du vil snuse yderligere til La Liga er Sevilla og Valencia også et besøg værd.
Se fodbold i Tyskland
Tyskland er kendt for at fostre nogle af fodboldens største talenter gennem historien, men ligeledes for at kunne lokke store stjerner til vores sydlige naboer. Fordelen ved at tage til Tyskland og se fodbold er, at der uden problemer kan køres. Samtidigt er der en rig ølkultur, som minder om den engelske.
Hvis du vil se fodbold i Tyskland, må du absolut slå turen forbi Bayern München på Allianz Arena. Stadionet kostede imponerende 286 millioner at opføre og er en oplevelse i sig selv foruden de tyske mestres prangende fremfærd på grønsværen. Hamburger SV og Volksparkstadion samt Dortmund på Westfalenstadion har begge unikke fankulturer, der er turen værd om du kan lide tysk fodbold eller ej.
Se fodbold i Italien
Italien er hjernen bag nogle af fodboldhistoriens mest imponerende personligheder. Matarazzi, Buffon, Riva og Cannavaro, bare for at nævne et par stykker. Serie A er en verden for sig, men du må ikke gå glip af Juventus, AC Milan, Lazio eller Inter. Hvis du vil opleve de interne rivaliseringer på tæt hold og en endnu vildere stemning, end ved en ordinær kamp, bør du se Milan mod Inter på San Siro i Milan. De to hold deler nemlig stadion, hvilket gør opgøret helt unikt. Juventus har en række fodboldfjender, der også er en kamp værdigt: Roma og Fiorentina.
Det iltre temperament er da også at føle både på banen og den brandhede tribune, der rummer nogle af verdens mest passionerede fans.