Fem ting vi lærte af Super Bowl LV – 2021

Superbowl LV - 2021

Tom Brady og hans Tampa Bay Buccaneers vandt natten til mandag holdets blot anden NFL-titel – og blev dermed, de første til at spille om og vinde Lombardi-trofæet på hjemmebanen. Kansas City Chiefs forsøgte at gentage sidste års succes, men mandskabet kom aldrig for alvor i omdrejninger. Kampen startede langsomt, men, som den skred frem, viste Buccaneers’ forsvar sig for stærkt, og Brady kunne metodisk og roligt marchere ned ad banen. Den tidligere pensionerede Tight End, Rob Gronkowski, havde sin vel bedste kamp siden comebacket og scorede to touchdowns i første halvleg. Da støvet havde lagt sig, stod Tom Brady med sin syvende Super Bowl-ring, mens Andy Reid og Patrick Mahomes må tilbage til tegnebrættet. Vi tager et kig på, hvad vi lærte af kampen.

Tom Brady - Tampa Bay

1. Vi kan lige så godt få det af vejen med det samme; Tom Brady er den bedste NFL-spiller nogensinde. Quaterbacken har nu vundet utrolige syv mesterskaber – mere end noget hold i ligaen. Kritikken lød tidligere på, at Brady var en ’system-QB’ og kun ville fungere i hos Belichick og Patriots. Måske er Brady selv systemet – Cam Newton har i hvert fald ikke imponeret i New England. 43-årige (!) Tom Brady kastede for 201 yards, 3 touchdowns og ramte plet på 21 ud af 29 forsøg. Alle tre touchdowns blev kastet i første halvleg, og til sidst i kampen fremstod veteranen rolig og fattet – og kampen fes ud. I øvrigt vandt Brady sin femte Super Bowl-MVP-titel.

Gense højdepunkter fra Super Bowl LV i videoen herover

2. Bucs’ forsvar var ualmindeligt godt forberedt. Den defensive koordinator fra Tampa Bay, Todd Bowles, kan vel næsten føle sig ansvarlig for sejren. Mahomes blev overfaldet spil efter spil, og Buccaneers nåede da også op på hele 29 QB-pressures. Forsvaret var sat op til at dække for de længere kastespil og udnyttede på fornem vis Chiefs’ svagheder på linjen. Mahomes blev holdt til sølle 114 yards de første tre quarters, mens forsvaret samtidigt lavede 2 interceptions. I øvrigt var det første gang i karrieren, at Mahomes tabte med et to-cifret antal point.

3. Chiefs har store problemer på den offensive linje. Med to udskiftninger i startopstillingen, blev Kansas City udklasseret. For et hold, der i tre sæsoner har set decideret skræmmende ud, kan det måske vække undren, at korthuset kollapsede i sådan en grad natten til mandag. Men grundet deres usandsynligt dygtige quarterback og talentfulde playmakere (Hill, Kelce), har problemet måske været til at overse. Mahomes fik ikke et ben til jorden og måtte ofte allerede flygte fra første sekund. Den sportslige ledelse skal tænke sig godt om til næste sæson.

4. Den gamle floskel ’it’s not how you start, it’s how you finish’ bliver ved at være korrekt. Bucs startede sæsonen 7-5 (sejre/nederlag), og de færreste anså dem som værende favoritter. Nogle talte endda om, at Tom Brady på helt uhørt vis kunne misse slutspillet. Men som så mange gange før, navnlig hos Patriots, skulle han og holdet lige finde formen. I den sidste del eller? Den sidste del af den regulære sæson, samt, naturligvis, playoffs, var Buccaneers ufatteligt stærke. Med våben som Mike Evans, Leonard Fournette og Rob Gronkowski ledte Brady holdet til tre udesejre i træk i slutspillet – noget, som kun er sket fire gange tidligere.

5. Gule flag kan afgøre kampe – berettigede eller ej. Første halvleg af Super Bowl borgede for en spændende og tæt kamp. Buccaneers havde overraskende godt fat på den defensive del af spillet, men jeg vil vove den påstand, at kampen reelt svingede deres vej, da Chiefs begyndte at spænde ben for sig selv. De gule flag, der markerer en strafbar hændelse, regnede simpelthen ned over de forsvarende mestre. Store spil, som Tyrann Mathieus interception, blev kaldt tilbage på baggrund af en defensiv holding. Tommy Townsend måtte punte igen efter endnu en fejl og leverede dernæst et forfærdeligt spark, der forærede Tampa Bay en halv banelængde. Hele 95 straf-yards ragede Kansas City til sig – alene i første halvleg. En tendens, der ellers er ukarakteristisk for Andy Reid og hans mandskab.