Djokovic og Biles er årets sportsnavne

Novak Djokovic skriver autografer

Tennisstjernen Novak Djokovic og gymnasten Simone Biles modtog toppriserne til dette års Laureus World Sports Awards.

Laureus World Sports Awards er et årligt tilbagevendende awardshow, der har været afholdt siden 1999. Priserne uddeles blandt alle sportsstjerner i verden og hædrer årets største bedrifter.

I år kunne 21-årige Simone Biles glæde sig over at blive kåret til årets sportskvinde efter at have vundet fire guldmedaljer, en sølvmedalje og en bronze til VM i 2018. Amerikaneren er gymnast og vandt sine medaljer i disciplinerne gulv, vault og individuel all-round.

Serbiske Novak Djokovic modtog titlen som årets mandlige sportsnavn på grund af sejrene i US Open og Wimbledon. Djokovic slog overbevisende sydafrikanske Kevin Anderson i Wimbledon-finalen, mens argentineren Juan Martin del Potro blev besejret i finalen i US Open.

Samtidig fik en gammel kending – amerikanske Tiger Woods – lidt tid i rampelyset, da han modtog prisen som årets comeback, mens tennisspilleren Naomi Osaka fik prisen som årets gennembrud.

Golfstjernen Tiger Woods, der har vundet 14 majors, vandt sin første titel i fem år ved sæsonafslutningen i 2018, mens japanske Osaka hjemtog sin første Grand Slam ved US Open og efterfølgende også vandt Australian Open.

Udover disse fornemme priser fik den slovakiske skiløber Henrieta Farkasova og hendes hjælper, Natalia Subrtova, prisen som årets sportsperson med et handicap efter fire guldmedaljer ved vinter OL i 2018.

Frankrigs fodboldhold fik prisen som årets hold. De hjemtog VM-trofæet ved sommerens slutrunde i Rusland efter en finalesejr over Kroatien. Årets Action-sportsperson gik til den amerikanske snowboarder, Chloe Kim, mens den tidligere Arsenal-manager, Arsene Wenger, fik livsværksprisen efter at have stået i spidsen for London-klubben i 22 år. Lindsey Vonn, der leverer sine resultater på ski, vandt prisen som årets sportsånd og sidst men ikke mindst fik den kenyanske atlet, Eliud Kipchoge årets exceptionelle pris, da han slog verdensrekorden i maraton med et minut og 18 sekunder til Berlin Marathon 2018.