Brøndby forlænger med topangriber

Brøndby Stadion - Vilfort Park

De blå-gule fra Vestegnen er blevet enige med deres polske angriber, Kamil Wilczek, om en kontraktforlængelse.

Han har scoret 46 mål i 92 kampe og blev i 2018 kåret til årets Brøndbyspiller. Nu har parterne indgået en aftale, som holder den 30-årige polak i klubben i yderligere to år. Kontrakten udløber således i sommeren 2021.

– Kamil har været her i tre år og bevist sig selv som en topangriber i den danske Superliga. Han er arbejdsom som få andre, og så har han en ukuelig evne til at opsøge og score mål, uanset hvor tilfældig chancen måtte være, skriver klubben blandt andet på sin hjemmeside.

Wilczek har tidligere optrådt for en række klubber i hjemlandet, men kom i 2015 til Brøndby fra italienske Carpi. Han er tilsyneladende faldet så godt til i det danske, at han gerne tager lidt flere år nordpå.

– Da jeg kom til Brøndby IF for tre år siden, valgte min kone og jeg at slå os ned herude på Vestegnen, og vi har ikke fortrudt. Vi og vores børn føler os virkelig hjemme, og personligt kan jeg ikke undgå at mærke opbakningen til Brøndby IF dagligt. Vi er derfor rigtigt glade for, at aftalen er blevet forlænget med to år. Det er det rigtige at gøre, både sportsligt og som familie, fortæller han til klubbens hjemmeside.

Wilzcek har leveret mål på samlebånd i Superligaen, og har også fået to polske landskampe på CV’et. Nu vil han forsøge at opretholde det høje niveau de kommende år.

– Nu hvor kontrakten er forlænget, så gælder det om for mig, at fortsætte i 2019, hvor jeg slap i 2018 og levere mål til Brøndby IF, fortæller han.

Lige nu er Brøndby-spillerne på vinterferie, inden forberedelserne til forårssæsonens første kamp mod FC Nordsjælland står for døren.