Hjulmands EM-kvaler

EM fodboldspiller

Det udskudte Europamesterskab i fodbold er (forhåbentligt) lige om hjørnet, og Danmark skal spille alle tre gruppekampe på hjemmebane i Parken – krydser vi fingre for. Åge Hareide er fortid hos de rød-hvide, og efter en imponerende slutrunde til VM i Rusland i 2018 er forventningerne skruet i vejret. Den stolte og rolige nordmand førte Landsholdet til uhørte 34 kampe i streg uden nederlag i den regulære spilletid – fraregnet vikarlandsholdets afklapsning i Slovakiet. Hareides stil beroede sig på en yderst stabil defensiv og omstillingsparate spillere.

Nu hedder landstræneren Kasper Hjulmand, og han står for nogle lidt andre idealer. Hjulmand trådte sine spæde cheftræner-sko i Lyngby, og førte efterfølgende FC Nordsjælland til klubbens hidtidigt eneste danske mesterskab. Aalborgenseren prøvede sig senere af i Bundesligaen hos Mainz, men huserer nu i den ypperste trænerstilling i Danmark. I øvrigt var det slet ikke meningen, at Hjulmand skulle dirigere tropperne til EM, men som med så meget andet har Covid-19 ændret planerne. Hjulmands kærlighed til den boldbesiddende og smukke fodbold har dog aldrig fornægtet sig, og det var ifølge DBU-chef Peter Møller også en af grundene til ansættelsen hos Landsholdet.

Den ur-agtige begejstring for Landsholdet er vendt tilbage, og Hjulmand skal forsøge at ride videre på bølgen – både hvad angår resultater samt den folkelige opbakning. Samtidigt skal han naturligvis implementere sine egne tanker og spillemønstre – noget, som godt kan vise sig vanskeligt. Den ældgamle floskel ’never change a winning team’ må runge noget så eftertrykkeligt i baghovedet hos danskeren. Hvor Hareide var kendt for notorisk sjældent at udtage nye spillere, bliver det spændende at se hvor meget Kasper Hjulmand vil lave om – især op til en slutrunde.

Nedenfor giver jeg mit forsigtige bud på en mulig EM-trup for Danmark i 2021. Det skal dog siges, at jeg kun har udvalgt dem, som jeg forventer værende sikre på en EM-billet. Boblerne er ikke rangeret, og de kan således alle håbe på at repræsentere Danmark til sommer.

Målmænd:

Kasper Schmeichel (Leicester) – Premier League-vinderen er selvskrevet i truppen som første-målmand.

Jesper Hansen (FCM) – Hansen har holdt et højt niveau i Superligaen, og var også fremragende i indeværende Champions League-sæson. I øvrigt var Hansen med, da Hjulmand og FCN vandt Superligaen.

Frederik Rønnow (Schalke 04) – Den tidligere AC Horsens-målvogter skal håbe på mere spilletid i det vesttyske for at cementere sin EM-plads.

Boblere: Jonas Lössl (FCM) har netop færdiggjort et stort anlagt skifte tilbage til Heden, og får han gang i karrieren igen, bliver han spændende at følge. Han skal konkurrere med førnævnte Jesper Hansen – de to kan meget vel bytte plads.

Forsvarsspillere:

Simon Kjær (AC Milan) – Anføreren og en af holdkortets mest sikre navne. Kjær har været en af grundstenene i Milans genrejsning, og han spiller på et uhørt højt niveau – selv efter hans nedtur i Atalanta.

Jannik Vestergaard (Southampton)– Vestergaard har cementeret sin status som starter i Southampton, og der er forlydender om, at selveste Liverpool kiggede på den tidligere Hoffenheim-spiller i transfervinduet.

Joachim Andersen (Fulham) – Efter et lidt fejlslagent ophold i franske Lyon, som gjorde ham til Danmarks dyreste fodboldspiller, har Andersen valgt Fulham til at få karrieren tilbage på sporet. En dygtig boldspiller, som passer godt ind i Hjulmands system.

Henrik Dalsgaard (Brentford) – En af Landsholdet mest stabile attributter – dog sjældent ekstraordinært prangende. Leverer fine raids frem i banen og er ganske solid defensivt. Dalsgaard har efterhånden spillet langt over 100 kampe for Thomas Franks Brentford.

Joakim Mæhle (Atalanta) – Mæhle har imponeret kraftigt i de belgiske, og nu skal danskeren forsøge at bide sig fast i Gasperinis overfalds-hold fra Atalanta. Danskeren synes at passe rigtigt godt til Hjulmands kriterier, og jeg forventer, at han er med til EM.

Andreas Christensen (Chelsea) – efter et vellykket lejeophold i tyske Gladbach, fik Christensen igen chancen i Chelsea. Det så længe fint ud, men den tidligere Brøndby-spiller er efterhånden langt fra spilletid i London. ’AC’ er en meget versatil brik på Landsholdet, og kan således spille både i forsvaret og som sekser.

Boblere: Mathias ’Zanka’ Jørgensen (FCK), Daniel Wass (Valencia), Erik Sviatchenko (FCM), Alexander Scholz (FCM), Victor Nelsson (FCK), Casper Højer (AGF), Riza Durmisi (Salernitana), Rasmus Nielsen (Salzburg). Danmark er klart bedst besat i bagkæden, og en tilfældig kombination af de ovenstående navne ville kunne klare sig på højt niveau. Spilletid og form bliver altafgørende for Hjulmands beslutninger frem mod slutrunden.

Midtbanespillere:

Christian Eriksen (Inter) – fuldstændig selvskrevet til EM. På trods af en svær situation i Inter, er han stadig Danmarks vigtigste mand. Samtidigt med kampafgørende afleveringer, er han også vores farligste mand. Integral, hvis Danmark skal have succes.

Thomas Delaney (Dortmund)– Dortmund-dynamoen er også en spiller i fin form, og meget skal gå galt for Delaney, hvis pladsen skal være i fare. En god, gammeldags, boks-til-boks-spiller, som er vigtig for holdets balance.

Pierre Emile Højbjerg (Tottenham) – Mange rynkede på næsen da Højbjerg skiftede til Tottenham i sommer, men midtbaneslideren har gjort sine kritikere til skamme – og endda ganske eftertrykkeligt. Samtidigt kan danskeren bryste sig af at have haft både Guardiola og Mourinho som cheftræner – ganske imponerende.

Boblere: Lukas Lerager (FCK), Lasse Schöne (klubløs), Jens Jønsson (Cadiz), Rasmus Falk (FCK), Anders Christiansen (Malmö), Christian Nørgaard (Brentford). Midtbanekonstellationen kan hurtigt vise sig at blive en hovedpine for Kasper Hjulmand. Mange byder sig til, og det er svært at spå om udfaldet af forårets kampe – Hjulmand kan se frem til mange timer foran fladskærmen i privaten.

Angrebsspillere:

Martin Braithwaite (FC Barcelona) – Braithwaite gennemførte drømmeskiftet til mægtige FC Barcelona for omtrent et år siden. Han blev levnet få eller ingen chancer for succes, men danskeren har formået at bide sig fast i rotationen hos Blaugrana. Træner Ronald Koeman er angiveligt vild med Braithwaites arbejdsmoral.

Yussuf Poulsen (Leipzig) – Den tidligere Lyngby-spids har efterhånden spillet længe i storsatsende RB Leipzig, og hans betydning for såvel klub som landshold er enorm. Poulsen var en af Hareides helt store favoritter, og det bliver spændende at følge ham under Hjulmand.

Kasper Dolberg (Nice) – Dolberg synes at have noget ekstraordinært over sig. Hans distancerede kølighed krydret med en gudsbenådet afslutningsevne er en eftertragtet vare i fodboldverdenen. Silkeborgenseren huserer i øjeblikket hos Nice med godkendt succes som følgesvend.

Boblere: Jonas Wind (FCK), Andreas Cornelius (Parma), Andreas Skov Olsen (Bologna), Mikkel Damsgaard (Sampdoria), Robert Skov (Hoffenheim), Nicolai Jørgensen (Feyenoord). Danmarks svageste kæde, men den unge kvalitet er stigende, og en spiller som Jonas Wind har bevist at han kan præstere på højeste niveau.